Teamleder med fokus på åndelighed og livssyn
Udvalg: 7200 - Scene, Event og Samling (SES)
Team: 7330 - Forkyndelse, åndelighed og samhørighed
På Spejdernes Lejr SL2026 samles vi på tværs af kulturer, landegrænser og livssyn – og det gælder også, når det kommer til tro. Her er plads til forskellighed, fordybelse og åbenhed. Vi tror på, at fællesskab også handler om at give plads til hinandens overbevisninger og ritualer.
Vi søger 2 teamledere til Team Forkyndelse, Åndelighed & Samhørighed. Du skal kunne træde ind i rollen med et åbent sind, og med nysgerrighed på andre menneskers og kulturers livssyn. Vi ønsker at skabe et samlingspunkt som bygger bro mellem forskellige livsanskuelser, men altid med fokus på spejderånden og det, der binder os sammen i noget større.
Din opgave vil primært være at sammensætte og lede teamets sjak, samt at koordinere med de øvrige enheder i lejrorganisationen. Teamets sjak har hver især ansvar for planlægning og afvikling af deres egne aktiviteter. Vi har allerede sjak, som er i gang med at organisere Lejrkirken og Lejrmoskéen, og som arrangerer en række aktiviteter med udgangspunkt i kristendom.
Du vil få til opgave at rekruttere flere spændende sjak, der repræsenterer en mangfoldig tilgang til åndelighed og livsopfattelse. Dels for at skabe et rum til åndelighed og eftertanke for spejdere af forskellig baggrund – alene og i fællesskab – og det ikke mindst for vores internationale gæster. Dels for at formidle tilgange til åndelighed, som man måske ikke traditionelt har stiftet bekendtskab med på en dansk spejderlejr.
Teamets aktiviteter vil blive placeret fysisk omkring et torv, som er det punkt man søger mod, når der kaldes på refleksion og åndeligt samvær. Der vil være fokus på alt det vi har til fælles, men med nysgerrighed på hvorfor vi er forskellige. Der skal skabes en stemning af gensidig tolerance, og vi vender hele tiden tilbage til spejling af spejderånden i forskellige facetter. Det handler ikke kun om sjove aktiviteter og rum til bøn, men om mødet mellem mennesker og en fælles forståelse af, hvad det vil sige være med i fællesskabet – uanset hvad man tror på.
Hvem er vi?
-
Dit team ligger under udvalget Scene, Event og Samling (SES)
-
Du refererer direkte til udvalgscheferne Ole og Camilla
-
SES ligger under området Aktiviteter og Events (AoE)
-
Dit team har et antal praktisk udførende sjak, som arbejder selvstændigt inden for deres rammer
Hvem er du?
-
Det falder dig naturligt at motivere andre og at skabe en god stemning
-
Du er ikke bange for at skære igennem, når der opstår uenighed
-
Du evner koordinerende og administrative opgaver
-
Du er dybt nysgerrig på hvordan andre mennesker anskuer tilværelsen
-
Du har et åbent sind for hvordan vi imødekommer hinandens forskelligheder
-
Du tænker ud af traditionelle rammer
Det får du:
-
En rolle med mulighed for at præge børn og unges livssyn
-
Erfaring med ledelse, facilitering og udvikling af aktiviteter
-
At blive en del af et passioneret team
-
Masser af hygge, fællesskab og spejdermagi
-
En lejroplevelse, du aldrig vil glemme
- Tid og omfang:
Vi er i fuld gang, så du starter snarest muligt.
Du skal kunne deltage under selve lejren, samt i et vist omfang i ugerne før og efter lejren.
Du skal forvente en betydelig arbejdsbyrde med planlægning fra nu af, men regn med at I vil være to personer til at dele teamlederansvaret.
- Mindste alder:
- 25
Du skal logge ind for at søge et job
Hvis du endnu ikke har et login, skal du følge instruktionerne på login-siden.
Log ind og ansøg